Arkiv

Monthly Archives: marts 2013

Jeg har vidst nævnt det tidligere, ellers gør jeg det gerne igen … senere idag tager jeg på en 10 dages studie-og træningstur til Kina, med tre skytter fra elitegruppen, én fra talentgruppen, et par junior-pistolskytter og en masse trænere ! Jeg glæder mig helt vildt til at blive fuldstændig basket efter vild træning på banen og i træningslokalet … og især glæder jeg mig til at opleve træningskulturen og metoderne som man bruger i Kina.

Da jeg helt 100 ikke kommer til at skrive hjem om mine oplevelser under turen, vil jeg anbefale jer at kigge forbi René Kristiansens blog og Kenneth Nielsens blog, hvor der helt sikkert vil komme til at ske lidt mere end på min blog så længe jeg er væk.

Men år jeg er tilbage, skal jeg selvfølgelig nok kommemed alle de gode Kina-tricks og billeder … masser af billeder 😀

Håber I alle må have jer en rigtig god påske.

/Gitte

Ja, ja, det her indlæg har været et stykke tid under vejs, men bedre sent end aldrig 😉

Som skrevet tidligere, blev DM 15 meter afholdt i Holing, Herning, i lørdags, og jeg var blevet overtalt af Alex Møberg til at træde til for at hjælpe ÅRK-holdet, så han kunne skyde en konkurrence i Dortmund. Jeg skal være ærgerlig og sige, at som konkurrencen nærmede sig, fik jeg mindre og mindre lyst til at stille op … for på samme tid nærmede min deadline for aflevering af en stor del af min speciale-opgave til mine vejledere sig også, og jeg er presset mht. den opgave. Da min lillesøster også skulle skyde, og Trehøje som hun skyder for, har et super godt hold, havde jeg taget bunker af læsestof med til Herning, for at læse efter endt skydning, da jeg ikke regnede med at ÅRK ville gå videre i holdkonkurrencen … men sådan skulle det ikke gå …

På skydebanen i Trehøje, Casper, Michael, Niels og Diana er flittige og træner godt.

På skydebanen i Trehøje, Casper, Michael, Niels og Diana er flittige og træner godt.

Vi skulle skyde kl. 10, og allerede 08.45 var vi tilstede i Holing. Både min søster og jeg kan godt lide t være i god tid, så vi kan få varmet ordentligt op, får tjekket vores tøj og udstyr og lade mentalt op. Diana gik helt sikkert mere seriøst ind til denne opgave, for da jeg ikke har skudt med min kaliber .22 siden DM 50 meter i 2011, havde jeg ingen forventninger til at skulle ind og fyre en vild skydning af. Selvfølgelig ville jeg gerne skyde godt, men manglende træning og motivation trak forventningerne ned … og jeg gik derfor efter det meget uambitiøse mål om at skude 9 i snit. Jeg startede fint ud i prøveskudene og gik igang efter kun 10 prøveskud. Det er svært at skyde 15 meter, for man har ikke tid til at fedte rundt i 10’eren som på luft, så man skal være skarp og have timet aftrækket perfekt, når det sorte kommer forbi … eller jeg skal. I de første ti skud havde jeg lidt problemer med denne timing. Heldigvis fik jeg 90, med en 7’er og 8’er, og holdte mig til planen om 9 i snit. I anden serie fik jeg bedre styr på timingen og fik 9 med videre og 98 for tredje serie. I fjerde serie kom jeg lidt ud af rytmen og kom til at tænke på at jeg nu kunne nå 80, hvis jeg bare fortsatte på den gode måde … desværre måtte jeg nøjes med 94 og 378 totalt … hvilket jo egentligt ikke er så dårligt. Efter 35 minutter forlod jeg banen og var tilfreds med præstationen, men på samme tid klar til at læse en masse statistik … men sådan gik det ikke.

ÅRK sneg sig netop med i finalen og mødte i første skydning dagens bedste hold, Særslev. I finaleskydningerne skyder man 20 skud på 40 minutter, inklusiv prøveskud. Vi blev seedet og skulle vinde match-point til vores hold, jeg fik æren af at skyde imod Stine Nielsen. Stine må vel klart anses for at være Danmarks pt. bedste skytte, så jeg besluttede mig for at skyde min egen skydning, og håbe på at Nanna, Kim eller Lasse kunne tage point fra de andre Særslev skytter … men sådan gik det ikke. Vi tabte kampen 4-0 og røg i bronze-kampen imod min søsters hold, Trehøje. I bronzekampen var jeg igen første seedet og skød imod Alexander Helleskov. Når man skyder imod Alexander skal man være opmærksom på én ting, han skyder vildt hurtigt, og man skal passe på med ikke at følge hans tempo ! Heldigvis stod jeg foran ham og blev derfor ikke berørt af hans tempo. Han gik efter 15 minutter og efter 20 minutter var eg færdig. Jeg fik point imod Alexander, men desværre var det også den eneste kamp vi vandt, og vi måtte nøjes med en fjerde plads.

12-E4B516BA-567025-800
12-E14B657C-523087-800

Det endte med at jeg gik hjem med to 4. pladser, hvilket selvfølgelig er træls, men samtidig helt ok of fair. Sådan én som mig skal jo ikke tage medalje på en disciplin jeg jo aldrig skyder … og som jeg i virkeligheden ikke er så vild med at skyde … Ja, under og efter mine skydninger blev jeg mere og mere bekræftet i mit valg i forhold til at skyde luft frem for kaliber .22 … Det er svært at forklare, og jeg har prøvet det før, men gør det gerne igen. Når jeg skyder luft føler jeg at jeg kan arbejde med mig selv, har styr på min teknik og tager min opgave seriøst. Når jeg skyder .22 syntes jeg at det er sjovt, men jeg tager det ikke serøst på samme måde. Jeg føler desuden ikke at jeg kan arbejde med min teknik på samme måde og jeg har derfor svært ved at sætte mig op til disse skydninger … men derfor betyder det jo ikke at man skal føle sig sikker på ikke at se mig i skydetøjet til DM. For når ovenstående er sagt, syntes jeg at jeg føler mig pligtet til at stille op, for at øge konkurrencemomentet. Fx syntes jeg stadig at det er en mindre skandale at der kun var 9 dameskytter til DM 10 meter, når jeg nu ved at der er mange flere der skyder denne disciplin. Vi kan ikke alle vinde, men vi kan alle få noget ud af konkurrencen, og det bliver bare federe når vi er mange til at konkurrere, i stedet for at det kun er de tre medalje-kandidater der stiller op.

En lille opsang til alle dameskytter … og alle andre som ikke stiller op fordi man alligevel ikke har en chance for at vinde. Det handler lige så meget om sin egen udvikling, medaljer er ikke vigtigere end erfaring og den udvikling konkurrencer giver, også selvom det kan være svært at sætte sig op.

Til sidst vil jeg gerne sige tillykke til alle medaljetagerne og især vindernes, Stine, Camilla B, Esben, Alexander og Særslev … og selvfølgelig til alle dem som kom og fik noget ud af at deltager, som de kan bruge konstruktivt ved deres næste konkurrencer 😉

God solskins-tirsdag til alle

/Gitte

Ja, man tror det er løgn, men jeg skyde DM 15 meter i Holing centret ,Herning, imorgen :O

Min gode ven Alex, som ligesom jeg skyder for ÅRK er i Dortmund og skyder imorgen 60 liggende, som egentlig er “hans” disciplin og som bliver afgørende for bl.a. World Cup deltagelse til (det ægte) forår og sommer. Han var derfor lidt på dén, da ÅRK kvalificerede sig til holdfinalen i 1. division … og efter at have lovet mig mange is, hoppede jeg til 😉

Sidst jeg skød 15 meter var til DM for 2 år siden, i mellemtiden har jeg kun rørt min .22’er til DM 50 meter 2011 … og så lige til træning i Vildbjerg igår. Men selvom det er længe siden har jeg en overraskende god følelse af riflen, også selvom der er blevet ændret en del på min krog og jeg har måtte låne mig til en håndhylde 🙂

Jeg glæder mig faktisk, jeg tror det bliver sjovt … og ikke mindst spændende 😛 Jeg skal prøve at holde jer opdateret om morgendagens skydninger på min fb-side … og hvis man vil heppe på Alex eller bare kigge lidt på alle de andre danske skytters præstationer i Tyskland, kan de følges her.

God landskamp og X-factor-finale til alle 😀

/Gitte

For første gang i denne sæson er jeg noget der ligner at være syg. Det er egentlig det mest perfekte tidspunkt, selvom jeg ikke har tid til at blive i min seng, da jeg har et speciale der skal skrives, fysisk træning der skal passes (bliver højst sandsynligt droppet idag) og en sæson der skal færdigplanlægges.

Min sæson er ikke helt færdig endnu, da jeg har en lang og hård træningssamling forude, samt et stævne i Hannover i slutningen af april samt et stævne i enten Plzen, Tjekkiet eller München, Tyskland som jeg skal deltage ved. De sidstnævnte venter jeg stadig på svar fra sportschefen omkring, da den endelige beslutning om deltagelse ved worldcuppen afhænger af mit resultat fra EM og vel egentlig også DM. Jeg venter stadig i spænding på svar og I skal selvfølgelig nok få besked så snart jeg hører noget 🙂

Siden DM i weekenden har jeg ikke været på skydebanen. Jeg har haft brug for noget skyderfri så jeg bl.a. kunne skrive noget speciale, restituere fra skydningen og give den en skalle med den fysiske træning. “Desværre”, eller hvad man nu siger, skal jeg til Kina på træningssamling 28. marts til 6. april, og jeg har ikke råd til at være slap og ude af skyderform til den tid, så mi pause er blevet ændret lidt. Udover stort set daglig fysisk træning, løb og/eller styrke, skal jeg fra næste uge også tørtræne dagligt. Dagene op til skal jeg desuden en smut på banen dagligt, for at få en fornemmelse af min riffel igen. Denne måde at holde pause på tror jeg kommer til at virke meget effektivt og vil få mi til at være i super form, især fysisk, før det går løs i Kina. Jeg skal nok komme til bage til Kina-turen på et senere tidspunkt, men idag handler det mest om planlægning 🙂

Efter Kina er der 1-1½ mdr. tilbage af min sæson, som primært skal bruges på konkurrencetræning og forberedende træning hertil. Som nævnt i min evaluering af DM har jeg manglet noget konkurrencetræning, hvilket jeg i den sidste del af denne sæson vi prøve og rode bod på. Træningssamlingen umiddelbart før Hannover skalhjælpe mig til at blive 100 % klar og jeg regner med at vi skal køre hårdt på med konkurrencer … jeg skal i hvert fald! 😀

Resten af sæsonen skal stå i konkurrencernes tegn og jeg skal samtidig sørge for korte men meget intensiv pas, hvo jeg har 100 % fokus på hvert enkelt skud.

Kort oprids af den resterende del af sæsonen, dog med et par usikkerheder
– 13. – 21. marts: Aktiv pause
– 22. marts – 7. april: Teknisk træning
– 8. – 21. april: Konkurrenceforberedende træning
– 22. – 28. april: Konkurrencemode
– ? 22. april – 5. maj: Konkurrencemode?
– ? 29. april – 20. maj: Konkurrenceforberedende træning?
– ? 21. – 28. maj: Konkurrencemode?

Under stævner ligger der desuden en opdateret og en forhåbentlig mere overskuelig liste over stævner resten af sæsonen.

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med næste og sidste del af sæsonen, og jeg vil arbejde hårdt for at det skal fortsætte med at gå lige så godt, eller bedre, som indtil nu 😀

Tilbage til min up-comming-forkølelse … Jeg er 100 på at det skyldes de tre vaccinationer som jeg igår fik foretaget, som led i forberedelserne til Kina. Jeg må på appelsin-citron-ingefær-te-diæt resten af dagen ! 😉

God snevejrs-onsdag til alle
/Gitte

Igår var jeg i Herning for at skyde DM 10m meter, og det endte med at blive en rigtig god oplevelse hvor jeg arbejdede godt og konstruktivt hele vejen.

I fredags var jeg taget hjem til mine forældre i Ulfborg, for at undgå for lang transporttid lørdag morgen. Det tager en lille time at køre fra Ulfborg til Holing og da min lillesøster gerne ville være i god tid, kørte vi hjemmefra allerede 8.30. Skydningen startede først 11.15, med 2×15 minutter forberedelse og forberedelse/prøveskud forinden. Jeg havde fået varmet godt op, spist en hapser ca. en time før jeg gik på banen og gik desuden nemt igennem tøjkontrollen 🙂

På banen fandt jeg hurtigt den rette stilling og kunne blot stå og vente på at der måtte skydes prøveskud. Jeg startede mine prøveskud godt, altså sådan virkelig kodylt Campriani-godt! … men jeg følte at noget var lidt forkert og gik derfor ud af stillingen efter fire skud. Jeg havde lidt problemer med at komme ordentligt ind i stillingen igen, og ærgrede mig et øjeblik over at jeg havde forladt en ellers ok stilling, men der var intet andet at gøre end at arbejde for at finde den gode stilling igen. ´Ca. to minutter før tid fandt jeg noget der lignede noget godt og arbejdede men detaljerne her. Jeg fik ikke skudt flere skud før tiden blev sat igang, men det stressede mig ikke. Når jegskyde prøveskud er det vigtigste at jeg ved, at jeg syder dér hvor jeg sigter. Det kan godt lyde lidt mærkeligt, men nogle gange skyder man bare ikke dér hvor man sigter, fordi man måske har lavet en lille fejl eller stået lidt anderledes ved den forrige skydning. ´Lige meget hvad, tiden gik igang, og jeg følte mig tilfreds med min stilling.

Jeg lagde ud med 9.8, men havde derefter kun krydsere i resten af serien og endte på 103.9. I starten af første serie havde jeg vært nervøs, men det forsvandt hurtigt … for at vende tilbage efter min gode åbning. Efter min træning i torsdags vidste jeg at jeg er i super god form, men blev stadig passiv og nervøs forud for anden serie. Jeg havde svært ved at finde rytmen og turde ikke rigtig at trykke på aftrækkeren. Jeg fik en del ni’ere, heldigvis var det de gode af slagsen, så jeg holdte mig inde i kampen … lige indtil skud nr. 19 ! Jeg gik ud af stillingen for at få lidt tænketid, for det kan jo ikke passe at jeg lige pludselig skal smide det hele væk … især når min stilling føltes perfekt. Tilbage på banen fandt jeg en god stilling, følte mig godt tilpas og klar til at yde max, igen! Jeg startede med 10.6 og endte anden serie på 101.9. Jeg fortsatte med de gode skud og skød igen dybe ti’ere. Anden serie endte på 103.0. Fjerde og sidste serie gik endnu bedre, og jeg var nu næsten oppe på torsdagens niveau, jeg endte den med 104.9 !

I finalen stod jeg som nr. 2 og følte mig parat. Jeg var nervøs, men følte at jeg kunne styrer det jo tættere jeg kom på hver skudafgivelse. Jeg fik en masse ti’ere, desværre var det ikke de dybe af slagsen og først efter de første ti finaleskud begyndte jeg at skyde gode ti’ere. Desværre var det for sent, og Stine, Stine og Laura var for ængst stykket foran med et par point. Jeg ender som nr. 4, men med en rigtig god fornemmelse. For første gang i lang tid har jeg kunne styrer mine nerver, også i de første par skud, lækkert. Mesterskabet var i det hele taget en rigtig god oplevelse for mig og jeg er blevet meget bedre end sidste år, hvor jeg også skød godt, fedt!

MANGE var samlet til præmieoverrækkelsen i aftes. Det var fedt at så mange var blevet for at hylde vinderne :D

MANGE var samlet til præmieoverrækkelsen i aftes. Det var fedt at så mange var blevet for at hylde vinderne 😀

Selvom jeg er blevet bedre i år og har arbejdet rigtig godt, behøver jeg meget mere konkurrencetræning, og her er min “alene-træning” en lille ulempe … men det er ikke umuligt. Jeg vil meget gerne slutte med at sige stort tillykke til Alexander, Jonas, Kristian, Camilla, Camilla, Kathrine, René, Erik, Michael, Stine, Stine og Laura for medaljerne og nogle vildt spændende og gode finaler 🙂

Stine, Stine og Laura på skamlen. Stort tillykke, I var for vilde ! :)

Stine, Stine og Laura på skamlen. Stort tillykke, I var for vilde ! 🙂

I eftermiddags havde jeg “træning” med mine kids. Vi havde “snakke-time”, da de skulle gå tidligt, og det passede mig egentlig perfekt. Selvom jeg kan se på dem at det kan være mega kedeligt bare at snakke frem for at hamre skud afsted, var idag den perfekte mulighed for at snakke dét, at planlægge sine konkurrencer igennem. Der er DM på lørdag og det er det største for et par af mine skytter. De skal skyde sammen med René Kristiansen eller Stine Nielsen og alle de gode juniorskytter, så det bliver vildt ! 😀 Netop derfor er det vigtigt at have en plan for hvad der skal ske … så man ikke mister fokus helt.

For en gangs skyld havde jeg givet mine kids “lektier” for. De fik i mandags en række spørgsmål som de skulle svare på, blandt andet hvilke arbejdsmål og resultatmål de har for konkurrencen, desuden blev de spurgt til hvordan de skal og vil forberede sig dagene op til og på selve konkurrencedagen. Til slut blev de spurgt til hvordan de gerne vil have at deres forældre, de andre BIE-skytter og jeg (eller en anden træner) skal være og agerer omkring dem.

Vi havde en snak om hvordan vi hver især vil gøre og kom med input til hvordan man kan gøre det bedre, eller hvad man også skal tænke over i dagene op til.

Umiddelbart vil jeg personigt gøre følgende før lørdag kl 10:45 når jeg må stille mine ting ind på banerne i Holing Centret, Herning:

– Arbejde med min model/skudur og sigte i midten (det lyder banalt, men er desværre en nødvendighed)
– Skyde for at opnå 395/412,0, og være glad hvis jeg når 390/408,0
– Sørge for at få minimum 8 timers søvn resten af ugen, ikke styrktræne fysisk fredag, have hagl nok i tasken og forberede min madpakke fredag.
– Stå op i god tid, lave yoga, mentaltræne, spise morgenmad kl 8 og en happer omkring kl 10.
Min mor ved udemærket hvordan hun skal være når jeg er i konkurrence … sig selv 🙂 -Når min mor er med er jeg ikke dén der dikterer hvordan hun skal være … det har jeg en søster til at klare 😉
– En håndfuld skytter må meget gerne snakke til mig umiddelbart op til en skydning. Generelt klæder jeg om sammen med dem jeg gerne vil snakke med, og ellers er musik i ørene altid en perfekt løsning 😉
– Min træner må meget gerne give mig nogle inputs umiddelbart før jeg går på banen, men tit er det meste aftalt hjemmefra, så jeg har styr på det hele længe før første skud.

Det bedste tip jeg har givet mine kids idag er at få styr på hvordan andre skal være … især kan ens forældre være et stort issue for en juniorbasse. Det kan være super svært at sige fra overfor sine forældre, hvis de snakker for meget, sidder i vejen, ikke putter det rigtige i madpakken, er super pinlige eller leger træner. Selvom det kan være en svær snak at tage er det super vigtigt for begge parter, at få styr på hvordan man hver især har det og hvordan man kan optimere situationen.

Husk at lægge en plan, også til de små konkurrencer 🙂

/Gitte

Jeg er igen tilbage i København efter nogle super dage i Odense. Jeg er træt og basket og især igår trak tænder ud efter to skydninger og en hel dag på skydebanen.

Torsdag tog jeg toget til Odense om morgenen og var til stede i hallerne da herrerjuniorerne skød deres konkurrence. Alle drengene gjorde et godt stykke arbejde og især Niels Henrik imponerede med et flot resultat 🙂 Ud over drenegenes finaler blev dagen brugt til at finde sig sådan rigtig til rette på banerne, få min gamle Feinwerkbau igennem service, for tjek af evt. fejl, og få tjekket ind på et meget koldt Danhostel. Mine søskende og min kæreste vil kunne bekræfte at jeg bliver mega sippet, sur og umulig når jeg er træt eller hvis jeg fryser. Kombineres disse er det helt galt, og derfor var det ingen succes med et koldt vandrehjem og en træt Gitte torsdag aften. Dynen blev også hurtigt lagt på radiatoren, så den var varm da jeg smuttede i seng længe før kl 22.

Fredag skulle damerne skyde pistol og herrerne riffel. Især Susannes resultat skilte sig ud, da hun endte med at blive det bedste danske bud på en finaledeltager, da hun blot var én sølle *10’er fra finalen. På trods af dette, er en 9. plads egentlig også ret flot og stort tillykke med den 🙂 De danske herrer havde lidt problemer med deres skydninger, men fik sig trods alt kæmpet godt igennem deres skydninger før vi (riffeldamerne) havde træning på banerne. Planen for mig var at få en god fornemmelse, skyde nogle gode skud og føle mig godt tilpas på banen. Planen var ikke at skyde mange skud, men derimod få gode skud. Jeg arbejdede rigtig godt og brugte god tid til at finde det helt rigtige sted på banen … til højre for skiven. Faktisk stod jeg så langt til højre at jeg fik fint besøg af et jury medlem, som måtte bede mig passe på ikke at få min riffel til at pege alt for meget over på sidemandens bane, for at undgå forstyrrelser. Ups ! 😉 De første fem skud var lidt urolige, men herefter gik det virkelig godt og jeg skød yderligere ti skud, for herefter at starte på gældende og skyde fem gode skud, før jeg tog en pause. Faktisk kunne jeg sagten allerede være stoppet her, men jeg havde lovet Michael Lauritzen med hans Reload-projekt. Michael har udviklet nogle små kameraer som kan sættes på riflens løb og filmer skyttens reaktioner helt tæt på, og jeg havde lovet at skyde lidt med dette så han kunne få noget film til sit projekt. Derfor tog jeg ti ekstra skud som jeg lukkede med 10,6; 10,6; 10,7; 10,7 … egentlig ok at gå fra banen med 😉

Umiddelbart efter træningen skød herrerne finale, noget der skulle vise sig at blive en katastrife for de to store favoriter, Campriani fra Italien og Sidi fra Ungarn. Begge gik ud længe før medaljerne blev fordelt imens Israelske Sergey Richter vandt.

Lørdag er det alvor! Jeg skulle skyde 11.15 og glædede mig meget. Det sidste stykke tid har jeg følt mig meget tilpas og klar på udfordringen, og så har jeg været meget mere afslappet omkring situationen i forhold til tidligere mesterskaber … det er jo bare et EM 😉 Alligevel kunne jeg mærke at jeg var lidt spændt, da jeg om morgenen gik de små 4 kilometer til skydebanerne. På banen fik jeg pakket ud, sladret lidt med Nanna Bissø, Alex Møberg og Sidsel Høegsberg, før jeg gik igang med opvarmning, fik mig lidt mad og så var jeg helt klar på en god skydning. Enrico gav mig kun én reel opgave før jeg gik igang med forberedelserne, jeg skulle nyde min skydning og have det sjovt … og det havde jeg 😀

Jeg brugte en del tid på at finde mig rigtig til rette på banen, finde den gode stilling og fornemmelse i kroppen. Mine prøveskud gik godt og blev bedre og bedre hele tiden. Da de gældne skulle starte, steg min puls en del … og jeg vidste at det ville komme. Netop tacklingen af dette er noget af det vigtigste og mest afgørende for mine skydninger, altid. Udover at jeg skulle nyde skydninger, sagde Enrico også at jeg skulle huske at bruge min vejrtrækning til at få styr på mine nerver. Der blev arbejdet hårdt på banen, men efter seks skud måtte jeg lige kort ud af stillingen, få ordentligt med luft og dulmet mine nerve, og starte helt forfra. Herefter kørte det. Jeg kunne nu reelt sigte i midten og holde riflen stille nok til at lave gode aftræk, skønt 😀 det gik hele tiden bedre og bedre og jeg arbejdede rigtig godt og hårdt for at få det til at køre. På samme tid kunne jeg også nyde min skydning mere og mere, og jeg blev faktisk helt overrasket da jeg havde skudt 37 skud. Jeg syntes at det hele var gået alt for hurtigt og jeg havde bare lyst til at blive stående. Det var så fedt at føle at det hele spillede maksimalt og jeg havde sådan en super dejlig følelse af at lykkedes. Ren succes !

Efter min skydning var der mange som var lidt for forsigtige med at turde sige tillykke. Men jeg er så glad og super tilfreds med min præstation. På trods af at jeg ikke får super mange point i de to første serier, arbejder jeg rigtig godt. Mine 10’ere er tynde og mine niere er super gode, jeg havde kun 2 skud udenfor 9,9, så jeg er meget tilfreds … jeg kan ikke tillade mig andet 😉

Finalen blev desværre uden dansk deltagelse, tilgengæld blev den mindst lige så spændende som herrernes. Maksimovic, røg allerede ud som den første, noget der overraskede mig personligt, da jeg havde set hende som en stor favorit til titlen. Tilgengæld gik guldet til Lisa Ungerank fra Østrig, hvis lillesøster vandt juniorpigernes riffelkonkurrence om onsdagen. Ret vildt !

Om efter middagen var der Air 50, en holdkonkurrence, hvor man var en herrer og dameskytte på hvert hold. Hver skytte havde 30 minutter til at skyde 25 skud. Pointsummen for de to skytter på holdene blev lagt sammen og de fire bedste hold gik videre til en cup-finale. Jeg teamede op med Morten Flecks, men da Danmark havde to hold med på riffel var vi først blevet droppet. Vi fik dog lov til at skyde alligevel, da man tog finalebanerne i brug. Og selvom det ikke gik fantastisk for holdet var det super god konkurrence træning … og så fik vi jo lov til at skyde på finalebanen, yes! Desuden fik jeg igen filmet lidt med Michaels riffel-kamera. Anette K. Jensen, hans kæreste og tidligere skytte i elitegruppen, havde ordnet med jury’en at vi gerne måtte skyde med det få gram tunge kamera under konkurrencen, fedt.

Her dagen efter har jeg en lidt tom fornemmelse i kroppen. Om en uge er der DM og derefter er der næsten to måneder før næste konkurrence. Jeg må have lagt en plan for resten af sæsonen, og I skal selvfølgelig nok blive opdateret herpå … og så skal I selvfølgelig også nok få besked, når jeg får besked angående World Cuppen til foråret.

Hov, og hvis man har lyst til at se og læse mere om Michaels projekt, kan man jo passende smutte forbi hans blog og kigge lidt 😉

God søndag til alle

/Gitte