Arkiv

Monthly Archives: december 2013

Om få timer sidder jeg i et tog, på vej for at fejre de sidste timer af 2013 med gode venner. Jeg er vild med nytår, det får mig til at tænke over alle de dejlige ting jeg har brugt mig tid på det sidste år, samt alle de skønne ting som kommer til at ske i det nye år.

 

2013 har været helt fantastisk, hård men god 😀 Jeg har blandt andet …

… skudt personlig rekord på heltal og flere gange på decimaltal

… overbelastet min ryg

… lært mig at lytte til min krop

… blevet udtaget til EM på hjemmebane

… besluttet mig for ikke at lade min hverdag influere på min skydning

… oplevet en anden skydekultur end den Europæiske

… forstuvet min fod

… lært mig ikke at gøre unødvendige og dumme ting

… fået min World Cup debut

… taget 20 brutal mave til den fysiske test

… spottet flere upcomming-stars på DGI Skydnings kurser

… levet som “professionel” 10 dage i Kina

… og fokuseret på min teknik og egne træningsmetoder

 

Hvis 2014 byder mig bare en brøkdel af dette, bliver jeg en glad pige 😀 Jeg håber I alle har nydt dette år lige så meget som jeg, og at I alle kommer rigtig godt ind i 2014.

 

Godt Nytår

/Gitte

 

Reklamer

Jeg elsker jul, men jeg kan desværre ikke finde ud af at sidde stille, slappe af og lave “ingenting” alt for mange dage i træk. Allerede den 26. december tog jeg tilbage til Sjælland, for at træne og få styr på de sidste ting før starten på 2014 og to ugers intensivt konkurrence-resultat-race.

De sidste par dage har jeg trænet intensivt, på banen, i “fitt’eren” og i mine løbesko på stierne på Vestegnen. Det har været dejligt og hårdt, men jeg kan mærke at et par intensive dage som disse, giver godt, og jeg føler mig derfor mere og mere klar til Swedish Cup og den sidste EM udtagelse i BPI 11. januar.

Jeg glæder mig til det nye år 😀

Jonas og jeg fiflede med rifler, byttede systemer ud mixede en forbedret FWB700 sammen ... den bliver spændende at følge i næste uges tre-dages-stævne i Sverige :)

Idag fiflede Jonas med rifler, byttede systemer og mixede en forbedret FWB700 sammen … den bliver spændende at følge i næste uges tre-dages-stævne i Sverige 🙂

/Gitte

Jeg er så småt ved at komme i julestemning … det har også kun taget mig en måned længere i år, men nu er den her. Jeg er pt. ved at pakke julegaver ned, og rammer i løbet af weekenden Jylland. Jeg glæder mig især til familiehygge, frisk vestenvind, mental afslapning og at løbe om kap med mine søstre. Især glæder jeg mig til at jeg ikke skal tænke på skydning, men bare kan lade mentalt op til uge 1 og 2, hvor det for alvor gælder om at være skarp 😀

I mandags var jeg til juleafslutning med talentholdet i Ballerup, hvor det blev til hyggelige og sjove konkurrencer, smiley-skydning (hvor man skal skyde en smiley) og riffel-byt (jeg har efter denne del intet dårligt at sige om Anschütz’s luftrifler). Tirsdagen bød ligeledes på juleafslutning, denne gang banko for alle Ballerups medlemmer. Og selvom jeg satsede alle mine lommepenge og kom hjem meget tomhændet, var det en hyggelig aften med masser af æbleskiver, pebernødder og glade vindere.

Selvom julen godt kan blive lidt for meget uden for skydebanen, syntes jeg det er super hyggeligt når man skyde på juleskiver, om pebernødder eller andet. Og for inspirationens skyld, kunne det være spændende at høre hvad I laver i din forening, når juletiden skal fejres …

/Gitte

Årets sidste skydning klarede jeg her til formiddag. Der blev skudt KM på nogle af Danmarks varmeste baner (lige meget om man skyder godt eller skidt 😉 ) og det var en fornøjelse. Ikke bare resultatmæssigt, men det var simpelthen så hyggeligt at skyde idag. København er ikke særlig stort når det kommer til skydning, men hér kender alle nærmest alle, og der blev joket og pjattet både før og efter skydningerne. Jeg savner at skyde JM og deltage i vilde finaler, men København er godt for mig, her er der afslappet og hyggeligt, noget jeg sætter meget pris på, når jeg skal præstere 😀

Siden LF er min træning gået godt. Jeg føler dog at jeg mangler det sidste, det lille ekstra som skal få mig op på dét niveau, jeg så utroligt gerne vil. Jeg føler dog også, at niveauet er lige om hjørnet, jeg er på rette vej. Idag viste glimtvis dét, jeg arbejder hen imod. Mine 103.1, 102.2, 102.6, 103.2 viser det ikke specielt godt, men hvis jeg deler skydningen op i otte fem-skuds-serier, kan man straks se det (50.6, 52.2; 52.1, 50.1; 50.7, 52.2; 50.4; 52.8). Jeg er på rette vej !

Jeg arbejdede hårdt idag og forlod først banen halvandet minut før tiden var gået. Jeg kunne ikke have brugt tiden bedre og kunne ikke have gjort mere i de enkelte skud. Hvis der er noget jeg kunne have gjort anderledes, var det at være mere tilfreds med mit arbejde … det er dog blevet bedre i løbet af dagen 😉 Der er nu kun én ting jeg kan gøre; træne ! Træne, træne, træne, træne … lige indtil jeg tager hjem til mit dejlige Jylland og holder lidt juleferie om en uges tid 😀

/Gitte

I weekenden var jeg til min søsters fødselsdag, og hvis der er én ting hun hader, så er det når man begynder at “jule” før hendes fødselsdag, og derfor får I først mine tre forslag til de bedste juleønsker.

Jeg har det sådan, at jeg ikke bliver andet end skuffet hvis jeg får skyde-skyde ting til jul. Til min fødselsdag i september vil jeg hellere end gerne have sigtemidler, skydetøj, en ny riffel eller noget helt fjerde. Men til jul vil jeg aller helst have ting til mit “privatliv”. Man kan dog godt snige et par nyttige lidt skyderelaterede pakker ind, og her hører mine tre julegaveforslag under. Faktisk ønsker jeg mig slet ikke noget der kommer i nærheden af at være skyderelateret, på nogen måde i år … men man kan jo altid blive overrasket over sin families opfindsomhed. Nedenfor kan du se tre ting, som jeg selv er rigtig glad for, og som ikke direkte er en “skydeting”.

Fryse-varme-pose

For et par år siden fik jeg faktisk denne gave af min søster. Jeg havde ikke ønsket mig den, men hold nu op hvor er jeg glad for at hun fandt på denne gave. Det er en fryse/varme pose (den hedder nok noget helt andet i virkeligheden), som man kan fryse og lægge på sit knæ når det er ømt efter træning,løb eller en forstuvning, eller varme op og lægge på sin ryg når den er øm eller under dynen når der er koldt i et svensk sommerhus … altså bare et par eksempler 😉 Jeg har især brugt min meget i forbindelse med mine rygsmerter hvor jeg har smidt den et par minutter i mikroovnen, og tidligere i forbindelse med overbelastning af mine knæ, hvor den lå meget i fryseren, så den var klar når jeg kom fra træning.

IMAG1222-1-1

Posen er købt hos Sahva.

Massage-bold

Jeg fik denne Ball-Stick (eller faktisk er der to i en pakke) fra Select i fødselsdagsgave i år. Efter lejren i Granada, havde jeg desperat brug for noget som kunne mildne ømheden i mine fusser og derfor ønskede jeg mig denne. Det er en massagebold som man kan rulle under fødderne, så de bliver lidt mere glade, efter fx at have trænet en hel formiddag på betongulv efterfulgt af en eftermiddags sightseeing 😉 Man kan selvfølgelig også bruge den til massage af ryggen, sine ben eller arme. Den ligger pt. altid i min rejsetaske.

IMAG1225-1-1

Boldene kan købes i Matas, samt i mange sportsforretninger.

Vippebræt

Alle skytter bør have sig et vippebræt, især hvis man skyder stående. Udover at træne balancen er det også godt for led og sener omkring ankler og knæ, hvoraf sidstnævnte bliver belastet meget under den stående skydestilling. Det skulle også være rigtig godt at stå på brættet 10 minutter inden man skal træne, da dét at holde balancen i stillingen pludselig vil føles vildt nemt 🙂 Jeg bruger pt. mit bræt til at styrke min ankel, som efter besøget hos Connie i sidste uge, stadig viste spor efter forårets forstuvning.

IMAG1219-1-2

Mit vippebræt er fra Select, hvor der følger to “kugler” med til, så jeg nemt kan regulere på sværhedsgraden, og det, eller et tilsvarende, kan købes i de fleste sportsforretninger.

Selvom jeg har været utrolig dårlig til at få opdateret min facebook side i weekenden, kan det ikke have været den store hemmelighed, at der er blevet skudt vildt og voldsomt fredag til søndag i Eskilstrup Hallen, Falster. Faktisk var nærmest 90 % af unionens riffelskytter til stede, der var i hvert fald mange! Alt lige fra meget unge og nye juniorer til garvede seniorer og åben klasse skytter stillede op. Det var simpelthen så dejligt og rart at det meste af den danske skytteverden støttede op om LF Open i år 😀 De praktiske forhold kan være noget så gode, hvilket de i dén grad var i år, men hvis der ingen skytter kommer, bliver det noget af en tam fornøjelse … men sådan var det heldigvis ikke !

I år havde svenskerne desuden valgt at stille talstærkt op, hvilket gjorde konkurrencen endnu mere spændende, og for første gang var dameskytterne ikke selvskrevne til at skulle skyde finale … og det blev derfor “kun” til to finaler for mit vedkommende 😉

Jeg vil i dette indlæg ikke komme med en lang smøre om mine resultater. I stedet for at forklare hvordan jeg skud for skud klarede mig igennem de tre kvalifikationer og to finaler, vil jeg heller fylde jer med de strategier jeg benyttede mig af for at overkomme mine konkurrencenerver … og krydre lidt med et par resultater til sidst 😉 Men hvis man mest er ude efter weekendens resultater, kan man finde hele resultatlisten på Tingsted Skytteforenings hjemmeside.

P1040148

Nanna B. i aktion

P1040164

Weekendens skydninger var på papiret vigtige, men i praksis ikke mere specielle end periodens andre konkurrencer. Jeg har prøvet at lære mig selv at jeg ikke må tage udtagelsesskydninger for højtideligt, og efter flere års ihærdig manipulation, er jeg helt oprigtigt nået dertil hvor jeg ikke tager dem alvorligt … i hvert fald ikke på den “forkerte” side af nytår. Selvfølgelig er det vigtigt at være dygtig en weekend hvor to ud af tre skydninger tæller til den forestående EM udtagelse, men hvis jeg begynder at tro at det var på Falster jeg skulle slå til, kan jeg jo lige så godt lukke min sæson nu. Jeg ville desuden have været endnu mere nervøs end jeg var, hvilket ville være på grænsen til at være sygeligt.

Lige som mange andre har jeg det sådan med store stævner at de gør mig nervøse, enten til det bedre eller også til det dårligere. LF gør mig alt for tit nervøs til det dårligere. Det er ikke noget jeg bilder mig selv ind, det er noget jeg bittert erfarede i weekenden 😉 Når jeg har det sådan kan jeg gøre to ting: gøre ingenting eller gøre noget. Jeg valgte selvfølgelig det sidste og jeg gjorde det godt … hvis jeg selv skal sige det ;). Man kan desværre ikke se det på resultatet, hvilket i øvrigt var fuldstændig misvisende i forhold til hvordan mit sigte var. For mår man tit bliver meget nervøs lærer man sig nogle “overlevelses-tricks”. Ét af mine er, at jeg sagtens kan skyde gode skud, selvom mit sigte hopper og danser pga. puls. Mit første trick består derfor i, at være 100 % sikker på at mit nulpunkt er korrekt. Hvis nulpunktet sidder lige i skabet, kan man tillade sig mere end man aner og stadig få noget positivt ud af det. Selvfølgelig vinder man ikke på den slags tricks, men man klarer sig igennem uden at floppe totalt. I weekenden var jeg meget nøje med mit nulpunkt, som jeg følte fungerede maksimalt i alle tre skydninger, men som efter et kig på udskrifterne af mine skydninger viste at jeg kun fangede den 100 % i to af skydningerne.

Mit andet trick kan være lidt drilsk og i praksis utroligt svært at udføre. Jeg har tidligere været meget bevist om at presse mig selv tidsmæssigt, fordi jeg meget tit skyder bedre når min teknik arbejder i et tempo hvor jeg ikke har tid til at tænke alt for meget over placeringen af mine skud og i det hele taget ikke har tid til at regne ud hvor meget jeg er “bagefter” eller “foran” i den indeværende serie. Under LF pressede jeg mig selv, godt nok ikke bevist, men det skete i alle tre skydninger. De to første dage var jeg ude og inde af stillingen et par gange. Jeg skød for langsomt og brugte tiden imellem skuddene på at tænke og analysere alt for meget. For mig fungerer det bedst når man imellem hvert skud kun tjekker rekyle og retning på det netop skudte skud, retning på de to til tre forrige skud, evt. klikker og lader til det næste skud. Netop dette havde jeg kun lige akkurat tid til i de to sidste serier på dag et og to, imens jeg bevidst havde øget farten på tredjedagen, hvilket virkede fantastisk på mine nerver 😀

P1040140

De fineste finalebaner …

P1040130

Der er masser af plads på kvalifikationsbanerne !

P1040124

Kollektiv tænkepause …

Udover at det altid er super vigtigt at sigte i midten, hvilket nogle gange virker helt absurd svært, var det i weekenden næsten vigtigere for mig at være opmærksom på mit aftræk. Det er selvfølgelig altid vigtigt, men når man skyder i “forbifarten”, som det nogle gange føltes for mig, er det altså et godt fif at tage et godt aftræk. Hvis nulpunktet er i vinkel, er aftrækket altafgørende. Et godt aftræk giver fornuftige skud imens et dårligt aftræk giver dårlige og til tider elendige skud … eller det øger i hvert fald risikoen for det. Og dét med at tage et godt aftræk kan måske også virke lidt for nemt, men når man, som Nanna Bissø meget fint udtrykte det, føler at der er stød i aftrækkeren, kan det være svært overhovedet at komme dertil hvor aftrækket skal tages. Min pegefinger kørte fx ind og ud fra aftrækkeren, non-stop. Jeg havde sådan en skræmmende fornemmelse af ikke at have kontrol over min egen krop, og netop derfor måtte jeg ty til feje tricks som måske ville virke.

Alt i alt er jeg faktisk ok tilfreds med weekendens skydninger. Jeg arbejdede godt og fik dét ud af det, som forholdende lagde op til. Selvfølgelig ville jeg gerne have skudt lige så godt som jeg den sidste uge har gjort hjemme i Ballerup, når jeg har været alene på banen … men jeg ved også med mig selv, at jeg bliver skide nervøs når jeg står face to face med bl.a. Laura, Nanna, Rikke, Stine og en masse andre vildt dygtige skytter, og når Linda og Enrico holder skarpt øje under hele skydningen og jeg bilder mig selv ind at alle andre i lokalet regner med minimum 415 point, samt personlige rekorder. På den anden side har jeg arbejdet fænomenalt når jeg har været på banen og turen til LF har hærdet mig mentalt, ligesom stævnet i øvrigt plejer at gøre. Det har virket som et ordentlig kick off af den kommende sæson, så fra nu af kører “toget” og træningen samt konkurrencerne bliver intensiveret til det maksimale. December skal derfor bruges på at blive endnu stærkere, både teknisk og mentalt, så jeg forhåbentlig kan vise endnu bedre skydning til KM, Swedish Cup og ikke mindst den sidste udtagelsesskydning i BPI til januar. For når jeg siger at weekendens skydninger ikke er de vigtigste på sæsonen, så er den sidste udtagelsesskydning i BPI nærmest sæsonens mest vigtige. Det er dén som er afgørende for EM-billetterne og udslagsgivende for resten af sæsonen. Det kan kun blive spændende! Jeg glæder mig allerede til at komme i gang med træningen igen 😀

Selvom jeg ikke selv gjorde mig specielt bemærket i weekenden, gjorde et par af de andre skytter. Blandt andet havde Stine Nielsen to gange muligheden for at slå hendes egen danske rekord på 420,0, men hun måtte desværre “nøjes” med 419,8 og 419,6 point, hvilket man ikke kan andet end at være imponeret over. Selvom det ikke blev til en rekord til Stine, blev det til hele to af slagsen til Marcus Madsen fra Sverige. Marcus må pt. være Sveriges største talent og han slog fredag sin personlige rekord med 2,3 point og forbedrede dermed den svenske rekord tilsvarende. Lørdag endte han med 624,5 point, og havde dermed slået hans egen og den svenske rekord endnu engang. Derudover viste de danske juniorer også rigtig flot skydning, og især Camilla B., Astrid og Niels viste rigtig flotte resultater.

P1040119

Astrid viser hvordan finalen skal klares

Også Steffen Olsen gjorde en god figur ved weekendens stævne, men to skydninger over 620 point.

Også Steffen Olsen gjorde en god figur ved weekendens stævne, men to skydninger over 620 point.

Weekenden har virkelig været fantastisk, det er tydeligt at dansk skydning udvikler sig til noget bedre og større, og mange tak til Tingsted Skytteforening for være medvirkende hertil.

Til slut vil jeg gerne sende alle mine tanker til familien Larsen, som i torsdags begravede Axel Larsen, træner i Særslev Skytteforening. Axel afgik 24. november ved døden efter lang tids sygdom. Selvom Axel ikke har været en stor del af mit liv, har han haft stor betydning for udviklingen og har støttet op om nogle af de pt. bedste skytter i Danmark, og han skal derfor have en stor tak for hans arbejde og støtte, som uden tvivl er kommet mange til gavn.

Rigtig god dag til alle.

/Gitte

Billederne på dagens blog er taget af Nanna B. og Alex M.