Arkiv

Monthly Archives: juli 2014

Jeg holder pause, ikke som i ferie, men “bare” som i pause. I sidste uge var jeg på banen for at stille mit udstyr. Min riffel står stadig i lejligheden, jeg havde en idé om at jeg måske ville tørtræne lidt, men det bliver ikke til noget. Både fordi jeg ikke rigtig føler for det, men også fordi det er blevet aftalt med min (nye) træner, at det er sådan det er. Lige nu har jeg ikke brug for at komme på banen, for at få mit liv til at føles indholdsrigt, der sker så meget andet lige nu, så skydningen må vente lidt.

Sidst jeg holdt pause var i januar og februar, men denne gang er det anderledes. Denne gang holder jeg helt fri! Når jeg er ude og løbe, løber jeg uden mit pulsur. Jeg strækker ikke ud på tid og jeg laver ikke den sædvanlige coretræning efter hver løbetur. Desuden er jeg ved at have vendt mig af med at tjekke klokken når jeg starter opvarmningen i fitnesscentret, ligesom jeg heller ikke tjekker tiden når styrketræningen er overstået. De sidste par uger har jeg været mere fysisk aktiv end længe, men intet er blevet noteret i min træningslog. Jeg holder helt fri, og jeg nyder det 😀

Den eneste skydning der fylder lidt i mit liv lige for tiden, er world cuppen i Beijing, som netop skydes i disse dage, og så holder jeg i øvrigt aldrig pause, når det kommer til at følge min søsters “skyderier”.

Jeg håber I alle får en dejlig weekend, og også “får tid” til at holde lidt fri 🙂