Arkiv

Monthly Archives: januar 2015

I går skøde jeg DIF i Aarhus, to kampe, som desværre begge endte med et 1-2 nederlag til Ballerup. På hjemturen faldt snakken på koncentration og på hvordan man kan opretholde denne gennem en hel skydning. Jeg vil derfor gerne komme med mit bidrag til, hvad man kan gøre for at træne netop dette element og hvordan man kan opretholde koncentrationen gennem et helt træningspas eller i en konkurrence.

WP_20150124_001

  • Klik. For en del år siden gav min daværende træningsmakker, Troels, mig et fif, som jeg den dag i dag (stadig) flittigt benytter mig af. Det er faktisk ganske simpelt, men det bidrager til, at man hele tiden er “alert” under sin skydning. Det går ganske enkelt ud på, at man klikker for sine skud, eller i det mindste gør sig nogle kraftige overvejelser herom. Man skal bare stoppe op for ca. hvert 2.-3. skud og vurder om der skal klikkes. På denne måde er man hele tiden opmærksom på om skudende sidder i den ene eller anden side. Sidder de spredt, betyder det typisk at man laver nogle tekniske fejl, og det vil man derfor også kunne få øjnene op for på denne måde. Er man ikke på et niveau, hvor skuddene altid er super samlet, kan denne øvelse være lidt farlig, da man ikke altid kan se nogle klare tendenser i sine skud. Dog er det stadig vigtigt, at man ofte holder øje med skudretning, samling og evt. fejl og tendenser i sine skud … både til træning og under konkurrence.
  • Pause. En anden god øvelse kan være, at man jævnligt holder pause. Man kan beslutte sig for et bestemt tidsinterval, fx. hvert 10. minut, eller en bestemt skudkadence, fx. hvert 7. skud, hvor man 90% af tiden vil holde en lille pause. Afstanden mellem pauserne bestemmes af ens evne til at koncentrere sig, så jo bedre man er, des længere kan man tillade at have mellem pauserne. Og når jeg nu siger, at man bør holde det samme interval ca. 90% af tiden, er det fordi, man ikke skal være en slave af sine strategier. Er man fx. i tidspres under en konkurrence eller vil man under træningen prøve at presse sig selv mentalt, kan man sagtens udsætte en pause nogle skud. Omvendt kan det være godt med ekstra pauser hvis man fx er meget nervøs i en konkurrence eller mentalt brugt efter en lang dag i skole/på arbejde. Tag gerne riflen ned fra stativet, drik lidt vand, overvej forløbet af konkurrencen/træningen, bøj evt. lidt i knæene eller vip lidt på fødderne. Det behøver ikke at tage mere end et minut før det kan have en stor positiv effekt på skydningen.
  • Kondition. Jeg ved godt at mange ikke forbinder løb, cykling og anden konditionstræning med skydning (medmindre man selvfølgelig går til biatlon). Men faktum er, at ens evne til at koncentrere sig hænger sammen med ens kondital. Man kan altså hente nogle nemme koncentrations-point ved at forbedre sin kondition. Løb eller cykel en tur et par gange om ugen, og du vil i løbet af få uger kunne mærke en forskel under dine skydninger. Andre gode motionsformer kan være rask gang, svømning, roning, boldsport eller dans.
  • Mad. Den rette kost har stor betydning for hvordan vores hjerne arbejder under arbejde. Og jo, hvis man vil være i stand til at holde koncentrationen optimalt under hele ens skydning, er det vigtigt at spise et (mindre) måltid ca. 1-1½ time før man skal på banen. Prøv fx. med en håndfuld mandler og en banan, en (lille) grovbolle med pålæg, havregryn med mælk/skyr/A38 eller en rugbrødshapser med et halvt æble til.

InstagramCapture_0f8e529e-723d-46b9-8c93-831155641b20

Hvordan træner du din koncentration?

/Gitte

Reklamer

Jeg lovede i december, at jeg ville komme med en update på LF-Open. Men siden da er der sket en masse og derfor får I nu et sammensurium af alle disse tanker og oplevelser … men jeg vil gerne starte endnu længere tilbage end december, faktisk helt tilbage i 1998 …

… i 1998 fyldte jeg nemlig 11 og blev for første gang introduceret til skydning. En sport, som udfordrede mig mentalt, som gjorde mig glad og som jeg var dygtig til. Skydning gav mig alt det, som jeg ikke kunne finde i boldsport, hjemme eller i skolen. Skydning gav mig noget, som var mit frirum.

PE_20140312083304OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Skydning og jeg har haft vores “ups and downs”; vi har “holdt pause” og i lange perioder været sammen 24-7. Men for et år siden begyndte vi for alvor at glide fra hinanden. Efter 15 år var tegnene på, at vi var vokset fra hinanden, ved at blive synlige. Jeg var blevet voksen, og havde brug for et mentalt frirum når jeg tog på banen. Skydningen var derimod blevet til et monster, som kun hungrede efter at opnå resultater, som pressede min krop ud i smerter og som tit resulterede i en ked-af-det-Gitte, en Gitte som var alt andet end mentalt opladt efter træningen. Skydning var langsomt blevet en (sur) pligt, som ikke gav mig det jeg søgte; plads, mental udfordring og good times.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAStudenter VM Polen 2010 028

I efteråret prøvede jeg at sige fra, men jeg lod mig alligevel rive med. Jeg tog på banen, troede at jeg glædede mig og at jeg havde det som i de gode gamle dage. Men jeg tog fejl, og det indså jeg først under sæsonens LF-Open. Fra den ene dag til den anden gik det op for mig, at det hele var helt forkert og fremmed for mig. Jeg var sammen med nogle af de mennesker som betyder mest for mig, men oplevelsen var så fremmed og forkert, så jeg endte med at blive ked af det. Jeg havde mest af alt lyst til at tage hjem og droppe det hele.

Jeg ser ikke mig selv som en quit’er, og måske havde jeg derfor svært ved selv, at se at nok var nok. Samtaler med Jens, Mikkel, Klavs og Janne, efterlod dog ingen tvivl; jeg måtte stoppe med at skyde !

PE_20140518160017I love Styrke

… eller altså, jeg stopper jo ikke helt med at skyde. Jeg stopper med at være en del af Ballerup Talentcenter, skyde konkurrencer der er meget længere væk end en kort tur med S-toget og træne mere end 1-2 gange i ugen. Jeg vil ikke længere være “skyde-Gitte”, og skal nu til at finde ud af hvilken Gitte jeg så vil være. Jeg kommer dog aldrig helt til at stoppe, men hvordan mit og skydnings “forhold” vil blive i fremtiden er der ingen der ved … men jeg tror det bliver godt ! 🙂

/Gitte

Enkelte fotos er udlånt af Jens Møllenberg