Arkiv

Diverse

Som jeg fik skrevet i mit forrige indlæg, var jeg i år til DM Senior under DGI Skydning. Det var faktisk første gang i rigtig, Rigtig, RIGTIG mange år at jeg skød med til deres DM. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske fordi jeg har har haft andre planer, har prioriteret en friweekend højere eller bare ikke har været opmærksom på at det blev afholdt. Den vigtigste grund til, at jeg skød med i denne omgang var, fordi jeg var kvalificeret med Greve Skytteforenings foreningshold på luftriffel.

Mit hold og jeg skulle først skyde lørdag, men jeg ankom allerede om fredagen. Fredag stod den på Jensen’s med min forening, og netop her viste DGI Skydning sig fra sin bedste side. Jeg ved at man gør det flere steder på de hardcore DSkyU hold, men hos DGI Skydning, er det bare meget mere tydeligt. Man hygger sig. Man kommer hinanden ved, håber helt oprigtig det bedste for de andre og tager til DM for lige dele at skyde og være sammen med venner, bekendte og familien. Jeg er vild med det.

InstagramCapture_c5ee919d-fbb5-4d81-acdb-eec450ec4140InstagramCapture_50f8b577-6263-4767-adce-3c0757375f58

Lørdag formiddag skød vi, og før og efter begge mine skydninger, fik jeg hilst på gamle bekendte, gode venner, familie … i det hele taget en masse dejlige mennesker, som jeg før har brugt meget tid med og jævnligt var ude og skyde sammen med og imod. Det var dejligt at være med, og selvom jeg kun befandt mig ved luftbanerne, var det godt … rigtig godt og dejligt.

Faktisk kunne DGI Skydnings DM alt det, som jeg elsker aller ved skydning, forene idræt og sociale relationer på den fineste måde. Det fik mig til at slappe af, nyde tiden både på og uden for banen. Det fik mig til at huske at skydning ikke kun er resultater og udtagelser, træningslejre og lange træningspas, styrketræning og jævnlige besøg hos fysioterapeuten. For mig fremstod skydning igen som det frirum og mentalt udfordrende og styrkende, som det startede med at være for mig. Da jeg endeligt besluttede at stoppe med at træne vildt og meget, men ikke var klar til at slippe sporten helt, sagde én af mine trænere til mig “DSkyU kan mange ting, men de har svært ved at give skytter som dig, skytter som vil stoppe på højt niveau, lysten til at fortsætte“, og det tror jeg han kan have ret i. Men netop det, fandt jeg før påske på skydebanerne i Vingsted.

/Gitte

Reklamer

Jeg lovede i december, at jeg ville komme med en update på LF-Open. Men siden da er der sket en masse og derfor får I nu et sammensurium af alle disse tanker og oplevelser … men jeg vil gerne starte endnu længere tilbage end december, faktisk helt tilbage i 1998 …

… i 1998 fyldte jeg nemlig 11 og blev for første gang introduceret til skydning. En sport, som udfordrede mig mentalt, som gjorde mig glad og som jeg var dygtig til. Skydning gav mig alt det, som jeg ikke kunne finde i boldsport, hjemme eller i skolen. Skydning gav mig noget, som var mit frirum.

PE_20140312083304OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Skydning og jeg har haft vores “ups and downs”; vi har “holdt pause” og i lange perioder været sammen 24-7. Men for et år siden begyndte vi for alvor at glide fra hinanden. Efter 15 år var tegnene på, at vi var vokset fra hinanden, ved at blive synlige. Jeg var blevet voksen, og havde brug for et mentalt frirum når jeg tog på banen. Skydningen var derimod blevet til et monster, som kun hungrede efter at opnå resultater, som pressede min krop ud i smerter og som tit resulterede i en ked-af-det-Gitte, en Gitte som var alt andet end mentalt opladt efter træningen. Skydning var langsomt blevet en (sur) pligt, som ikke gav mig det jeg søgte; plads, mental udfordring og good times.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAStudenter VM Polen 2010 028

I efteråret prøvede jeg at sige fra, men jeg lod mig alligevel rive med. Jeg tog på banen, troede at jeg glædede mig og at jeg havde det som i de gode gamle dage. Men jeg tog fejl, og det indså jeg først under sæsonens LF-Open. Fra den ene dag til den anden gik det op for mig, at det hele var helt forkert og fremmed for mig. Jeg var sammen med nogle af de mennesker som betyder mest for mig, men oplevelsen var så fremmed og forkert, så jeg endte med at blive ked af det. Jeg havde mest af alt lyst til at tage hjem og droppe det hele.

Jeg ser ikke mig selv som en quit’er, og måske havde jeg derfor svært ved selv, at se at nok var nok. Samtaler med Jens, Mikkel, Klavs og Janne, efterlod dog ingen tvivl; jeg måtte stoppe med at skyde !

PE_20140518160017I love Styrke

… eller altså, jeg stopper jo ikke helt med at skyde. Jeg stopper med at være en del af Ballerup Talentcenter, skyde konkurrencer der er meget længere væk end en kort tur med S-toget og træne mere end 1-2 gange i ugen. Jeg vil ikke længere være “skyde-Gitte”, og skal nu til at finde ud af hvilken Gitte jeg så vil være. Jeg kommer dog aldrig helt til at stoppe, men hvordan mit og skydnings “forhold” vil blive i fremtiden er der ingen der ved … men jeg tror det bliver godt ! 🙂

/Gitte

Enkelte fotos er udlånt af Jens Møllenberg

I starten af oktober deltog jeg i en konkurrence for indehavere af UNIONSkortet og jeg vandt sku! 😀 Præmien var en billet til Dansk Idrætspsykologisk Forums (DIFO) årlige seminar, som i weekenden blev afholdt i Idrættens Hus. Jeg havde ikke den store anelse om hvad det hele drejede sig om, men da jeg så programmet og at årets tema var Sportspsykologiske perspektiver på talentudvikling, var jeg solgt og bookede straks kalenderen.

Seminaret blev afholdt over to dage og selvom det kostede mig en sove-længe-lørdag-morgen, var det det hele værd. Der var fagteknisk snak og modeller som jeg overhovedet ikke kunne følge med til, men også vigtige pointer og tankevækkende undersøgelser. Jeg noterede alle de vigtige pointer og kan her efterfølgende fange mig selv i at tænke over hvem der har været de vigtigste nøglepersoner i forhold til min skydning, hvilke nøglerelationer der har været mest afgørende og hvordan talentudvikling indenfor skydesporten kan skrues sammen i fremtiden. Desuden har det sat tanker i gang om hvem der egentlig har betydet noget for min skydekarriere og hvor meget det har betydet …

Hvor mon hende her var endt hvis det ikke havde været for vigtige nøglepersoner og -relationer som Jacob G, Anni B, Bent H, Jens N, Idar V, Klavs-J, Mikkel K, Leif S og mange flere?

Hvor mon hende her var endt hvis det ikke havde været for vigtige nøglepersoner og -relationer som Jacob G, Anni B, Bent H, Jens N, Idar V, Klavs-J, Mikkel K, Leif S og mange flere?

Seminarets oplægsholdere omfattede:

De har alle fyldt mig med fancy ord som mesterlæreproces, nøglerelation, økologisk perspektiv, hyldeprincippet og meget andet. Men vigtigst af alt, fik jeg det udbytte at træneren er den vigtigste i størstedelen af talenternes udvikling. Hvad træneren gør, siger og udtrykker er så vigtigt for hvordan skytten udvikler sig. Derfor skal man i trænersituationen være meget opmærksom på hvad man siger og hvordan man agerer … jeg må lige tænke mig om en ekstra gang, før jeg næste gang skal hjælpe andre med tips og tricks på skydebanen 😉

Jeg fik så mange inputs at det er umuligt at genfortælle det hele, men senere på året udkommer DIFOs bog om bl.a. det sportspsykologiske perspektiv på talentudvikling og jeg kan kun opfordre alle (trænere) til at få fingrene i den … jeg skal i hvert fald have den!

/Gitte

Foto: Peter Thøysen, Jens Møllenberg

Jeg vil den næste tid helt sikkert blive stillet dette spørgsmål om og om igen … et spørgsmål som jeg tidligere er blevet stillet om og om igen … og derfor tænker jeg at det vil være nemmest at svare på det én gang for alle …

Sagen er den, at jeg er så heldig at have en søster, der lige som jeg, bruger mere end fornuftigt meget tid på at skyde. Diana er en super dygtig skytte, og er hendes alder og erfaring taget i betragtning langt bedre end mig. Det er derfor også meget naturligt at jeg vil blive slået af hende i konkurrencer … især efter at hun i denne sæson er rykket op som senior!

I weekenden vil vi for første gang deltage ved det samme stævne … og jeg glæder mig! Ikke så meget til at møde hende og få tæv, men til at følge hende og hendes udvikling på skydebanen.

Og når nu min lillesøster også skyder, er der flere som har spurgt mig om ikke det er skide surt at tabe til hende. Her er svaret NEJ! Jeg ønsker det bedste for min søster, og af alle skytter jeg nogensinde har tabt til, er hun den eneste jeg med 100 % ærlighed kan sige at jeg er glad at have “tabt” til. Når man har været med lige fra starten, lært hende de basale i den stående skydestilling, har trøstet og jublet sammen med hende over udfordringer og succeser, og haft lange telefonsamtaler om livet med skydning, ønsker jeg kun det bedste for hende … også selvom det kan blive på bekostning af mine sportslige oplevelser og resultater.

PE_20140516130751

Som sagt skal vi i denne weekend “møde” hinanden. Hun skyder netop nu Trehøje Åben, og jeg er lige ankommet til Vestjylland for at skyde i morgen. Og jeg glæder mig til at møde hende og til at komme ud for at teste min nuværende form i aktion.

/Gitte

Jeg har de sidste mange måneder brugt megen energi og tid på at finde mig selv i skydesporten. Det kan lyde lidt underligt, men at blive “voksen” har været, og er stadig, en stor omvæltning for mig. Tidligere kunne jeg bruge al den tid jeg ville på at træne, den eneste det ville gå ud over, var mig selv. Men nu afhænger min løn af, at jeg møder på arbejde og udfører det job, jeg er ansat til. Tidligere kunne jeg godt tillade mig at tage en dag fri fra studiet, hvis det hele blev hårdt og min krop mest af alt trængte til at sove i 10 eller 12 timer, men den går ikke når man er blevet “voksen”…

Det skal ikke lyde som om at jeg ikke gider arbejde, for tro mig, jeg kunne nærmest ikke have fundet mig et bedre job. Jeg elsker mit arbejde. Jeg kan lide at sidde længe og nørde med med problemfelter og komme med forslag til løsninger hertil, men jeg har også andre ting i mit liv, som jeg kan lide … og netop her opstår der problemer.

PE_20140306133832

At jonglere mellem arbejde, teknisk, fysisk og mental træning, privatliv og “Gitte-tid” har krævet mere af mig end jeg regnede med. Siden marts har jeg arbejdet meget med dette, og det har i perioder tappet mig for energi. Jeg er på flere områder blevet nødsaget til at ændre min tilgang til specielt skydningen, da dette er det eneste, som ikke er “livsnødvendigt” for mig. Jeg elsker at skyde, men til sammenligning med økonomisk sikkerhed, fysisk og psykisk overskud og de mennesker jeg elsker mest, vægter skydning mindst. Derfor har jeg brugt sommeren på at fundere over hvordan jeg skal klare næste sæson, hvad jeg skal prioritere, hvordan jeg skal prioritere og hvor jeg skal sætte ekstra hårdt ind, for at kompensere for det jeg nedprioriterer. Det er et puslespil som jeg har svært ved at få til at gå op, men som jeg ved, at jeg skal have et fornuftigt udkast til, når jeg om en måneds tid igen begynder at hænge ud på træningsbanen. Jeg har løsningen inden for rækkevidde, og alligevel føles den så langt væk.

 

For en uge siden var jeg til træningssamling på Vestereng, Aarhus. Om en uge skyder jeg World Cup Maribor, Slovenien … og lige nu sidder jeg med fødderne oppe og nyder en stille og rolig weekend, hvor jeg har fri, helt fri.

IMG_1744 (1280x853)IMG_1742 (1280x853)IMG_1747 (1280x853)

Gennem den sidste tid har jeg haft mange ting at tænke over. Jeg er startet i fuldtidsarbejde og prøver at få arbejde, træning og privatliv til at gå op i en højere enhed. Det er svært, og vil helt sikkert tage lang tid, før jeg føler at det hele spiller sammen på den bedst mulige måde.

Perioden har udviklet mig. Min indstilling til tilværelsen er ændret på flere punkter, og sammenligner jeg dette års World Cup forberedelser med sidste år (som du kan læse om her, her og her), kan jeg mærke at det er en process der har været undervejs, længe. Jeg føler mig meget mere moden, erfaren og voksen. Jeg kan mærke at min indstilling har ændret sig markant, og min teenage-træningsiver er blevet erstattet af en moden tilgang til træningen og den forestående konkurrence. Om det har gjort mig til en bedre skytte, skal jeg ikke kunne sige. Jeg er blevet mere moden og giver mig tid til at finde ud af min nye tilværelse som “voksen”, og dét giver mig ro i mine forberedelser mod næste uges konkurrence. Og bl.a. derfor bliver min træningsforberedelser i år, mindre hektiske og langt mere afslappede end sidste år.

IMG_1716 (1280x853)IMG_1675 (1280x853)IMG_1723 (1280x853)IMG_1705 (1280x853)IMG_1691 (1280x853)

Alle billeder i dette indlæg er taget under sidste uges træningslejr og venligst udlånt af Enrico Friedemann.

/Gitte

Jeg har brugt de sidste par uger på at gøre mig tanker om, hvad livet som eliteatlet betyder for mig. “Elite” klinger ikke særlig godt i mine øre, måske fordi jeg er for ydmyg, eller fordi jeg i virkeligheden stadig føler mig som 11-årige Gitte, som bare gør det hun godt kan lide; at skyde. Derfor har der været mange tanker i gang, som blandt andet har klargjort og præciseret min opfattelse af mit virke i skydeverdenen en del.

Jeg har gjort mig disse tanker, fordi jeg i dag var inviteret til at holde et foredrag over netop dette emne i Ballerup Rotary Klub. Jeg vil ikke komme med hele dagens oplæg, men blot lægge to af dagens billeder op. Billederne er fra de år, hvor skydningen for alvor kom til at fylde meget i mit liv, og de har begge været med til at forme mig som skytte.

PE_20140518160017

Foto: Jens Møllenberg

Foto: Jens Møllenberg

God “sommer”-aften

/Gitte