Arkiv

Hemmeligheder

Da jeg for et par år tilbage var træner på Brøndby Idrætsefterskoles skydelinje, trænede jeg ofte lige før eller efter mine skytter. På denne måde opdagede mange af skytterne mine særheder (og forhåbentlig et par genialiteter). Følgende “hemmelighed” er egentlig ikke så hemmelig, men alligevel utrolig vigtig for mig og min mentale forberedelse … og så er det en ting som mine skytter og jeg, var uenige om hvorvidt det var galt eller genialt …

Men jeg vil gerne starte lidt længere tilbage, helt præcist i efteråret 2006. Jeg har flere gange nævnt ham, min træner fra Meråker, Idar Vedul, bl.a. her her og her. Han sagde vitterligt kun kloge ting og én af dem var, at det er vigtigt at have ryddet op i sit liv, så man kan koncentrere sig om sin skydning. At rydde op var ment bogstaveligt og i overførst betydning, og jeg har virkelig prøvet at efterleve det sidenhen. Netop dette er også grunden til, at mine skytter i Brøndby omtalte min geniale/gale “brist” som være let sygelig.

InstagramCapture_23288a9d-25bd-4781-ac16-155189c9bd52InstagramCapture_50f8b577-6263-4767-adce-3c0757375f58

Jeg har det nemlig sådan at der altid, ALTID, skal være ryddet op i min skydetaske når jeg er på banen og når har pakket den sammen. Alt bliver sirligt taget op af tasken, æsker, kufferter, poser og andet bliver tømt for det jeg skal bruge og resten bliver efterfølgende lagt tilbage i tasken. Inden jeg går på banen sikrer jeg, at min skydetaske er meget ryddelig og at alt ligger i orden og på faste pladser. Og hvorfor gør jeg så det? Jo, det er fordi jeg godt kan lide at have ryddet op i mit liv, have styr på mit udstyr og hele tiden være sikker på hvor jeg har mine ting. Det er Idars skyld ! Fordelen ved at gøre det på denne måde er (også), at jeg kan sende min træner, hjælper eller skyttekollega i min taske efter udstyr, og med 100 % sikkerhed sige, hvor de enkelte ting ligger. Står jeg på banen og mangler et ekstra sigtemiddel, flere hagl eller en skrue, tager det kort tid for mig at forklare og for min “hjælper” at hente tingene i tasken. Se det er da smart, og på ingen måde sygeligt !? … døm selv 🙂

/Gitte

Det er vidst på tide at jeg lufter en hemmelighed 😀 Sidste år luftede jeg et par, som kan ses her, her, her og her, men jeg har faktisk et par stykker mere i ærmet. Denne kom jeg i tanke om i lørdags. De der kender mig er ikke overraskede over denne hemmelighed, og hele min familie “lider” faktisk af dette …

Det er ingen hemmelighed at jeg hader når skytter hamrer deres riffel i bordet, åbner låsen så ladearmen næsten ryger af, eller bander så alle skytter i nærheden må afbryde deres sigte indtil der igen er forholdsvist roligt på banen. Jeg hader det, og jeg har med glæde givet min mening til kende for de skytter jeg har trænet med de sidste par år.

Men når dét er sagt, så er jeg nogle gange selv ved at sprænge af arrigskab inde på banen. Da jeg var barn sagde min far tit, at min familie nedstammer fra vikingerne. Samtidig er der også noget spansk blod i vores årer, og dét er virkelig en dårlig kombination når det kommer til temperament ! Jeg husker tydeligt at overvære en fodboldkamp hvor min bror stod mål, og hvor han af ren frustration over hans “elendige” hold, tonser med bolden hele vejen til den anden ende af banen, scorer og lunter lige så stille tilbage. Hvor svært kan det være ! Derhjemme gik han i øvrigt under navnet “Brutalis” ;). På samme måde kan mine tidligere trænere, især i Ulfborg og Trehøje, garanteret også fortælle historier om hvordan jeg har banket min riffel i bordet, bandet og banket med døre under mine skydninger.

Jeg syntes simpelthen at det er så pinligt ikke at kunne styre mit temperament på banen, og derfor har jeg længde arbejdet hårdt med netop dette issue. I lørdags, på campen i Ruhpolding, gik det dog sådan, at den lille arrige djævel inde i mig, var på vej frem. Jeg havde det som om jeg skulle sprænge. Min krop var helt fuld af energi som bare skulle ud, imens jeg dog prøvede at holde igen. Jeg havde lyst til at skrige, løbe et marathon, hoppe hårdt i jorden og kaste med ting. Men jeg holdt igen. Jeg forlod banen før de andre og gik en lang tur i stedet. Efter en lille snak med Enrico på vores vandretur om eftermiddagen, aftalte vi at løbe en tur senere. Og netop dette var tiltrængt. Jeg tonsede afsted i 30 minutter, gav den gas på den sidste halvdel af turen og havde endelig fået bugt med al min frustration.

For mig virker det bedst at løbe en tur eller at råbe, det er bare så skide upassende at gøre på banen, men jeg gør det gerne umiddelbart efter min skydning. Det sker ikke tit at jeg har brug for at komme af med mine frustrationer på denne måde, men ved LF Open sidste år, var jeg ude og hoppe hårdt i jorden under min skydning, imens jeg for år tilbage, under Baltic Cup, sluttede en dag af med over en times løb, før jeg igen kunne slappe af og koncentrere mig om min skydning den efterfølgende dag.

Selvom jeg selv er én af dem med maksimale mængder af temperament, hader jeg når det kommer til udtryk på banen … heldigvis er det noget man kan lære at beherske, ellers havde det være pænt pinligt for mig 😉

/Gitte

Ja, I skulle have haft denne “hemmelighed” for et par uger siden, men en overbelastning i min nedre ryg kom desværre i vejen, beklager. Desuden er jeg i tvivl om denne i virkeligheden bør ligge under “Tips og Tricks” for jeg ved egentlig ikke hvor stor en hemmelighed det er længere, imens det måske lige så meget kan være et godt trick for mange …

Jeg er sikker på at mine nuværende og gamle kids på Brøndby Idrætsefterskole syntes at jeg er meget mor-agtig og kedelig når vi er på tur, fordi jeg altid siger at de skal huske at få deres søvn. Desuden er jeg nogle gange er bange for at resten af elitegruppen tror jeg er i dårlig skydeform og bliver utrolig udmattet efter et par timers træning for derefter at gå super tidligt i seng. Men fakta er, at jeg på min egen krop ved at det virker og kan mærke at det gør mig til en meget bedre skytte … for hvis jeg ikke får mine (mindst) 8 timers søvn, kan jeg stort set godt droppe at tage på træningsbanen eller stille op til en konkurrence. Min søvn betyder alt for mig. Den holder mig i den sørger for at jeg er frisk og vigtigst; den sørger for at jeg restituerer ordentligt, både fysisk og psykisk i sæsonen.

Min døgnrytmen er super vigtig for mig og jeg kan godt lide at stå tidligt op og starte min dag tidligt. Jeg ved at jeg arbejder bedst om morgenen, da min krop nemlig kun kan finde ud af at se tv eller sove efter kl 20 😉 At køre efter den samme døgnrytme non-stop, året rundt er lidt ekstremt, men som udgangspunkt vil jeg gerne stå op imellem 6.00-6.30 i hverdagene og især i løbet af min sæson. På denne måde kan jeg tit nå den fysiske træning før jeg skal igang med dagens arbejde eller bare være frisk til en tidlig træning/konkurrence ved 9-tiden. Det betyder så også at jeg helst skal i seng ved 22-tiden. Om vinteren sover jeg dog tit gerne lidt mere, blandt andet fordi det er så mørkt udenfor og fordi jeg bare træner mere på banen og skal restituere tilsvarende. Derfor er jeg om vinteren tit i seng ved 21-tiden … men ikke før ! Der er egentlig ikke anden grund til at jeg ikke går tidligere i seng end at en god veninde engang sagde til mig “Først når klokken er 21 er det ikke længere pinligt at gå i seng” … før kl 21 er det altså for tidligt 😉

Selvom jeg sover meget om vinteren og går super tidligt i seng, skal jeg lige nævne at jeg om sommeren går senere og senere i seng og står senere og senere op … og så tror jeg desuden ikke på A- og B-mennesker. Man kan vende sig til alt også til en ny søvnrytme, det tager bare noget tid og man skal holde rytmen hver dag, også i weekenden, før det kommer til at virke optimalt for én. Det er også tit en meget stor kamp for mig at vende mig til min vinter-rytme, men det lader sig altid gøre, men tit først after et par ugers kamp.
Min kæreste kan godt lide at sove længe, også i weekenden. Jeg kan også godt lide at sove længe, men fordi vores døgnrytmer er lidt forskellige er kl 12 længe for ham imens jeg max kan blive liggende til kl 8 i weekenden… han syntes helt sikkert at det er træls og lige for tiden er han nok endnu mere utilfreds med at jeg begynder at larme meget tidligt om morgenen… også i weekenden. Jeg er så heldig at jeg kan risikere at skyde på damernes første skydehold til EM, hvilket vil sige at skydetiden begynder kl 9. Og når man som jeg arbejder efter 3-timers-reglen og skal sove minimum 8 timer, går jeg lige for tiden i seng før kl 22, imens mit vækkeur ringer allerede kl 05.45… også lørdag og søndag. Som tidligere nævnt, det tager tid at tilvende sig en døgnrytme, derfor starter jeg allerede nu, så jeg er klar til næste uge … for det virker desværre ikke hvis jeg kun går i seng tidligt aftenen før mine skydninger.

Når jeg siger til mine kids at de skal sørge for at få deres søvn og gå tidligt i seng, for at være friske til deres skydninger dagen efter, siger de “Ja, ja, men ikke lige så tidligt som dig”. Som sagt, de syntes det er lidt gammelt og mor-agtigt, men det giver meget mening for mig og gør at jeg altid er frisk og ikke mindst godt restitueret efter lange perioder med megen træning, ligesom jeg også tror at det er en fordel for mange andre. Når man går i skole, arbejder, skal præstere på en skydebane og være i både mental og fysisk god form, er det vigtigt at kroppen får den rette mængde hvile så den er klar og virker optimalt hver dag. Og selvom det er mega kedeligt (hvis man spørger mine skyder-kids) men desværre videnskabeligt bevist, har man som teenager brug for 8-10 timers søvn (imens voksne kan “nøjes” med 7-9 timer).

God nat til alle (når I når så langt)

/Gitte

Når man både skal passe studier, træning, kæresten, familien, vennerne og en masse andre gøremål, må man nogle gange prioritere. Selvom skydningen er en super vigtig del af mit liv, er det ikke noget jeg kan leve af og mit studie og min fremtidige levevej skal derfor passes. I perioder kræver mit studie meget af mig, og jeg må ty til alternative træningsmetoder … men derfor behøver man jo ikke gå på kompromis med kvaliteten og udbyttet 😉

De næste seks måneder står på kandidatspeciale, en opgave jeg gerne vil klare godt, og derfor må jeg op til deadlines prioritere dette højere end skydetræningen. Og netop i sådanne situationer, hvor jeg ikke føler at jeg har tid til at skyde, er jeg lykkelig over at jeg, da jeg i efteråret 2006 boede i Norge, blev introduceret til … tam, tam, tam … tørtræning ! Ja, jeg er helt crazy med at tørtræne, men det er dog noget som har taget mig længe om at blive. Min historie med tørtræning er lang, men som sagt startede den for alvor først i 2006.

Efter min studentereksamen i 2006, tog jeg på højskole i Meråker i Norge. Her lærte jeg blandt andet en masse nye træningsmetoder og blev fyldt med selvtillid. Min træner, Idar Vedul, introducerede mig som sagt til tørtræningen, og dét, på den ledest mulige måde ! Jeg fik at vide, at jeg skulle starte alle mine træningspas med 25 minutters tørtræning. Jeg skulle stå i min skydestilling og lægge mærke til eventuelle spændninger og slappe af mine muskler fra tæerne og opad. Når jeg havde slappet af i hele min krop skulle jeg lukke øjnene, lægge hovedet til kindpuden, dobbelttjekke spændningen og sigte. Herefter skulle jeg rykke mig, så mit nulpunkt ville passe 100 % og så starte forfra. Det var virkelig, virkelig, V I R K E L I G kedeligt, men oh my god, hvor blev jeg bare så meget meget bedre af det. Jeg fik meget mere kontrol med min skydestilling og kunne helt klart bedre slappe af under konkurrencer.

Da jeg kom hjem fra Norge trænede jeg stadig som en sindssyg, men jeg havde bare ét problem, der var ingen kompressor til opfyldning af min luftcylinder i Ulfborg. Én gang om ugen trænede jeg med eliteskytterne og den daværende landstræner Klavs-Jørn Christensen i Aarhus, hvor jeg altid sørgede for at fylde op med luft, så jeg havde lidt til næste gang jeg kom til Aarhus. For at få så meget tid på banen som muligt, var jeg derfor nødsaget til at spare på luften og tørtræne en del. Mine uger var meget strukturerede, ligesom mængden af skud pr. pas var nøje afstemt med mængden af luft som jeg havde til rådighed. I alle mine pas skød jeg max skarpt ved hvert andet skud, resten var tøre … og flere gange var det kun hvert femte skud som var skarpt :O Nogle dage trænede jeg også finaler … og de var selvfølgelig uden skarpe skud … på dén måde skød jeg altid vildt godt, og vandt samtlige fiktive finaler 😉 Jeg trænede kun lidt med andre, blandt andet med min gode ven Laurids Høegsberg. Han havde en dag stået og kigget på mig længe under en træning og sagde så “Jamen gitte, du står jo bare og står !”, ja, det gjorde jeg, og det virkede ! Det var én af mine bedste sæsonner jeg havde det år, på trods af at jeg ikke skød mere en to cylinder med luft om ugen.

I sommeren 2007 flyttede jeg til Aarhus og havde nu masser af mulighed for at få fyldt luft på min riffel, og jeg kom væk fra tørtræningen. Indtil 2009 hvor jeg flyttede tilbage til Aarhus, efter at jeg i nogle år blandt andet havde boet i Slagelse, brugte jeg ikke tørtræning, men startede igen langsomt op. Især i min down-periode i sæsonnen 2010/2011 trænede jeg meget tit tørt, og nåede jeg 100 skud på en uge var det helt vildt godt 😉

Sidste sommer, i 2011, flyttede jeg til København for at tage en kandidat, og det har betydet at jeg har fået meget lidt tid til skydetræningen, især i perioderne op til eksamener og vigtige afleveringer. På mit kollegieværelse, og nu i min lejlighed, er tørtræningen blevet en del af hverdagen. Jeg står tit og ses tv sammen med min riffel, og faktisk helst uden skydetøj. 15 minutter her og der gør underværker, og når jeg helt op på en time på en dag, er det super. Det vigtigste man skal, hvis man vil gøre som jeg og tørtræne derhjemme, er at sørge for at det ikke bliver for kedeligt. Jeg kunne fx aldrig finde på at stille mig op i et helt stille rum, for så vil jeg give op efter kun få minutter. Sæt i stedet noget godt musik på, tænd for et godt radioprogram, sæt en film på som ikke kræver at man følger 100 % med, eller find en god serie, som man kun må se når man tørtræner. Jeg har selv testet flere forskellige serier, tv-programmer og film, og du kan se en anbefaling herunder.

Bonderøven : Helt klart det bedste program jeg endnu har fundet, problemet er bare at jeg har set samtlige programmer 2 gange :/ Men prøv det, du kan se samtlige programmer her og desuden se alle DR’s andre programmer her.

Bing Bang Theory : Jeg fik sodste år DVD-boksen med de foreløbige sæsoner af denne vildt sjove serie. Selvom det er vildt underholdende, er der bare ét problem, det er simpelthen alt for sjovt, til at man kan stå tille med riflen og få nok ud af tørtræningen. Mit tip, det må ikke være alt for sjovt, hverken det du ser eller evt. hører af musik eller i radioen 😉

Sport : Er helt klart vejen frem. Man kan altid følge med med et halvt øje, og hvis man vælge noget man syntes er lidt spændende, går det hurtigt med at få stået med riflen. Den sidste måned har EM i Curling og skisport været en succes i min lejlighed.

Diverse TV-programmer : Tænd for et random program og stil dig med din riffel … et tip kan være at se et program på en kanal hvor der ca hvert 15.-20. minut sendes reklamer, så kan man tage sig en pause hver gang der er reklamer, og det bliver ikke lige så hårdt/kedeligt at træne.

Film : Alle film er gode, men igen, ikke vælg de helt sjove, det virker ikke nær så godt på træningen.

Julekalender : De sidste par år har jeg købt én af DR’s gamle julekalendere og set dem hele december. De varer 10-15 minutter, og hvis man får set dem alle, har man pludselig fået trænet 4 timer i december, hvilket er ret så godt 😀 Julerup Færgeby og Vinterbyøster er begge store succeser 😉

Ja, tørtræning kan godt være rigtig kedeligt, men hvis du selv skulle hav mod på det, så virker det altså super godt, så godt, så det næsten burde være en obligatosrisk del af træning 😉

Efter denne uges træning er jeg blevet nødsaget til at røbe én af mine største hemmeligheder på banen. Som træner på De Danske Skytteforeningers juniorskyttekurser og ungskyttekurser, samt mit arbejde med skytterne på Brøndby Idrætsefterskole (BIE), er jeg især ked af at jeg nu må røbe en hemmelighed, der kan så tvivl om min tekniske kunnen og viden. Faktisk er det pga. en af mine kids fra BIE, at jeg nu er nødsaget til at røbe min hemmelighed … før han selv sørger for at sprede rygtet.

Det sidste stykke tid har jeg trænet mindst én gang på Scatt om ugen. Når man ”skyder” på Scatt, er det vha. en lacer muligt at se hvordan man bevæger sigtet rundt på skiven og hvordan ens pendling er op til, under og efter skudet. Det er super smart og brugbart når man skal analysere sin teknik. Vha. af en tilsluttet computer kan man som træner stå bagved og se hvordan skytten sigter og skyder sine skud. I denne uge faldt mit Scatt-pas mandag kl 18.00-20.00. Hver mandag fra kl 16.00-18.00 har jeg mine BIE skytter, og eftersom mit pas lå i forlængelse af deres, var der mulighed for at de kunne blive og træne med. Èn af mine skytter benyttede sig af tilbudet … jeg havde desværre ikke tænkt dette helt igennem … for nu ville han se hvordan samtlige trænere vil mene at man ikke skal gøre ! :O

Hver gang jeg træner andre skytter og snakken falder på hvordan man skal komme ind på skiven, fortæller jeg ikke skytten hvad man skal gøre, jeg lader skytten selv regne ud hvad der er bedst. Jeg ved dog at de fleste vil vælge at komme ind på skiven oppefra, hvilket passer mig udmærket. De fleste trænere siger at det er klart nemmest at komme lodrat ned på skiven … men hvorfor skulle dette dog være nemmere end at komme lodret op på skiven? Ja, du har måske regnet den ud. Når jeg kommer ind på skiven, kommer jeg nedefra og op. Mit skudbillede er fuldstændig omvendt af hvad jeg lærer mine efterskole-kids og på diverse DDS-kurser. Men det virker … skide godt !

Jeg vil ikke opfordre til at man begynder at skyde på denne måde, overhovedet, for der er en grund til at de fleste kommer ind på skiven oppefra … det er simpelthen nemmere i forhold til ens vejrtrækning. Jeg trækker nok vejret mere med brystet end med maven, og dette kan være den afgørende faktor, som er årsag til at jeg kommer ind på skiven nede fra. Det er dog ikke noget jeg planlægger at lave om på, da det føles fuldstændig unaturligt for mig at gøre det omvendt.

Pyha, så var hemmeligheden ude, og igen, jeg vil selvfølgelig opfordre alle til at følge deres træner, når denne siger at man skal komme ind på skiven oppefra … medmindre det selvfølgelig føles helt unaturligt. Det vigtigste er at man gør dét der føles bedst for én selv, og at man gør det på samme måde … hver gang 😉

Løbende vil jeg lægge “hemmeligheder” ind på bloggen, hemmeligheder som skal forklare hvorfor jeg gør lige præcis det jeg gør, hvad mit hemmelige våben er eller hvad mit bedste tekniske træningstrick er … dagens hemmelighed, syntes jeg var meget relevant, især fordi flere i weekenden har prøvet at lokke mig til at deltage på DM senior 50 meter, som blev skudt i weekenden …

Jeg er netop kommet tilbage til Sjælland efter en weekend i Jylland. Planen var at jeg ikke skulle se SÅ meget skydning, men eftersom der var DM 50m for seniorer i Aarhus, min lillesøster skulle skyde og jeg alligevel var i nærheden, endte det med at jeg så med under gårsdagens finaler på halvmatch og 60 liggende, samt damernes 60 liggende i formiddags. Det er rigtig skidt med mig på en 50 meter, for det ender altid med at jeg længes tilbage til 50 meter skydningen … og her kommer det så, min hemmelighed … jeg syntes at det er meget sjovere og at der er meget mere prestige i at skyde match end luft. Det kan derfor virke lidt mærkeligt at jeg har valgt som jeg har, og kun skyder 10 meter luft. Det har været en beslutning der har været mange år under vejs, og som jeg aldrig selv har drømt om at jeg ville tage. Faktisk har jeg op til flere gange proklameret at jeg aldrig mere ville skyde luft. En overgang skød min søster faktisk med min luftriffel, fordi jeg var 100 på at det dersens luft aldrig skulle være min disciplin … men når jeg tog beslutningen om at stoppe med luft, kom der et VM, et højskoleophold eller en sportschef ”i vejen”, og jeg ombestemte mig igen 🙂

Jeg har altid syntes at matchen er det ultimative, det fedeste og sjoveste at skyde. Det, at nogle behersker tre stillinger, samt vinden og lyset på samme tid, syntes jeg er vildt imponerende. Men den måde jeg skyder 50 meter og 10 meter på, er så forskellige, og udfordrer mig på så forskellige måder, at beslutningen ikke har været svær. For imens 50 meter for mig er sjovt, er 10 meter luft, dét der udfordrer mig mest, og hvor jeg skal arbejde på en måde med mig selv, samt med min teknik, som jeg rigtig godt kan lide. På 50 meteren har jeg aldrig arbejdet lige så seriøst, målrettet og detaljeorienteret som jeg gør på 10 meter banen. Jeg kan simpelthen ikke sætte mig op til at skulle arbejde på denne måde udendørs, og derfor har jeg taget beslutningen om kun at skyde luft. Luftskydningen fascinerer mig, arbejdet på banen udvikler mig, og den mentale tilstand jeg befinder mig i, når jeg træner og konkurrerer, er med til at udvikle mig som person.

Selvom jeg kun satser på 10 meter luft nu og de næste fire år, betyder det ikke at jeg aldrig mere kommer til at skyde udendørs igen. Jeg elsker at skyde 50 meter og 300 meter (surprise ! –mine efterskoleelever er stadig ikke helt overbeviste om at jeg som junior skød rigtig meget langdistance) og en dag kommer jeg igen til at skyde på disse distancer, men hvor seriøst, tør jeg endnu ikke udtale mig om 🙂

Til sidst stort tillykke til de danske mestre på 50 meter. Charlotte Jacobsen vandt guld på både 60 liggende og halvmatch, Alex Møberg vandt på 60 liggende og René Kristiansen vandt på herrernes helmatch.